I hjertet af en lille maskinforretning i Rimmerhus begyndte Kjeld Tychsen sin karriere den 1. juli 1974. Dengang var Erik Poulsen indehaver af Rimmerhus Maskinforretning, og som den dag i dag, Massey Ferguson forhandler.
De røde traktorer har altid har været omdrejningspunktet i Kjelds arbejdsliv. "Det har været en meget spændende rejse," siger han. "Jeg har haft forskellige jobfunktioner, men jeg har altid været tæt på kunderne, og det har jeg været glad for."
Gennem fem årtier har Kjeld oplevet mange mindeværdige øjeblikke. En af hans største glæder har været at være der for kunderne, især når de har haft problemer med deres traktorer eller redskaber. "Når en kunde har et problem, og det bliver løst, skaber det respekt, og kunden kommer igen. Det har givet mig mange gode minder og masser af energi og gåpåmod”, fortæller Kjeld.
Landbruget har gennemgået enorme forandringer siden Kjeld startede. I 1974 var der mange flere, men mindre landbrug, hvor mange havde fra 40 til 60 tønder land og typisk én til to traktorer. "Som årene er gået, er mange gårde blevet opkøbt og lagt sammen," forklarer Kjeld. "Nu er der flere, der driver fra 1.000 hektar og opefter. Det har gjort, at vi som en mindre maskinforretning i Rimmerhus er blevet til Dansk Maskincenter med fire afdelinger og er Massey Ferguson forhandler i det halve af Jylland. Det er nok den største ændring, jeg har oplevet."
For Kjeld har nøglen til succes været enkel: ærlighed og tillid. "Ærlighed, aldrig love noget man ikke kan holde," understreger han. "Skal vi arbejde sammen, skal vi kunne stole 100% på hinanden. Det hele handler om tillid. Vi gør det, vi aftaler, og vi aftaler det, vi gør. Og så snakker vi om tingene og hjælper hinanden."
Kundernes behov har også ændret sig markant over årene. I dag kræver de mere professionel service, der rammer rigtigt første gang, hurtigt og effektivt. "Skal vi som forretning fortsat være med, skal salg, service og reservedele være 100% toptunet," siger Kjeld. "Det stiller stadig større krav til alle medarbejderne i vores forretning."
Kjeld har bygget langvarige kundeforhold på tre ord: Tryghed, tillid og sikkerhed. "Tryghed betyder, at vi er ærlige og hjælper hinanden, når der er brug for det. Tillid betyder, at det, vi siger, er det, vi gør, og det, vi gør, er det, vi siger. Det skaber den sikkerhed, vi alle har brug for.”
Vi markerer dagen med reception, torsdag den 20. juni fra kl. 12-16 i vores afdeling i Rimmerhus.