2022-04-04
Større og stærkere samarbejde mellem Danfoil og Dansk Maskincenter

Den danske sprøjteproducent Danfoil, som er beliggende lige syd for Aalborg, og Dansk Maskincenter er gået sammen om at styrke og udvide deres aktiviteter sammen.


Et større distrikt

Dansk Maskincenter har igennem mange år solgt og distribueret Danfoils sprøjteprogram fra den sønderjyske afdeling i Toftlund, men udvider nu samarbejdet med  den nordjyske sprøjteproducent, til at omfatte hele Dansk Maskincenters område, som man i forvejen har på AGCO siden. Det vil sige fra Vestjylland i nordvest, til Søhøjlandet i det østlige Jylland, og ned til grænsen i det Sønderjyske.

Fyn kommer også med i samarbejdet mellem Danfoil og Dansk Maskincenter, selv om det er uden for det eksisterende Agco forhandlerområde for Dansk Maskincenter. Nordjylland varetages stadig af Danfoil selv.

Et stærkt team

”Vi stiller med et yderst kompetent team til både salg og service, samt på reservedele. En stærk uddannelse af vores personale er vigtigt”, lyder det fra Dansk Maskincenters direktør Charlotte Henneberg. Hun fortsætter: ”Det er vigtigt at vi besidder de kompetencer, der skal til for at holde vores kunder godt kørende, og at vi har de rigtige reservedele på lager hele tiden. Her betyder nærhedsprincippet meget for kunderne, der skal have én at ringe til, når spørgsmålene melder sig”.

Derfor uddanner Dansk Maskincenter både salgsteamet, bestående af Rasmus Frandsen fra Jelling afdelingen, Torben Hehr  og Kresten Matthiesen fra Toftlund samt Daniel Olesen som fra 1. maj er at finde i Rimmerhus afdelingen.

Serviceteamet kommer i første omgang til at bestå af Christian Rasmussen og Morten Jørgensen fra Toftlund, Lasse Bøgh Vedel fra Rimmerhus, samt Niels Jønsson, som har sin daglige gang i Odder.

Hele reservedelskompetencen på Danfoil, samles i Toftlund hvor lagerteamet Trine Roelsen, Susanne Stærdahl Jensen og Morten Pedersen får opgaven at distribuere reservedele ud til alle kunder.

To danske firmaer med samme DNA

”Det er med stor glæde at samarbejdet mellem Danfoil og Dansk Maskincenter nu udvides og styrkes. Vi har igennem mange år haft et rigtig godt samarbejde med Dansk Maskincenter Toftlund, der har opbygget rigtig meget knowhow, både indenfor salg og service”, siger Danfoils Area Sales Manager, Lars Kaastrup-Hansen. ”Dansk Maskincenters strategi om nærhed til kunden stemmer helt overens med Danfoils DNA. Kunden skal ikke være i tvivl om hvor vedkommende kan ringe hen, når de har et problem eller et spørgsmål. Når antallet af gode sprøjtetimer er begrænset, er servicesupport og vejledning helt nødvendigt for at få det optimale ud af sprøjtearbejdet”, slutter Lars Kaastrup-Hansen.

Alt fra liftsprøjter til selvkørende sprøjter findes i programmet  
Dansk Maskincenter kommer til at markedsføre Danfoils lift- og trailersprøjter, samt den selvkørende Airforce1. Med Danfoil kan vi levere de sprøjter i markedet med den største kapacitet. Helt fra den lette lifthængte Airboss op til den store Airhammer på 10.000 liter, som kan klare op til 300 ha pr. fyldning.

På billedet ses: Danfoils Area Sales Manager, Lars Kaastrup-Hansen og Dansk Maskincenters direktør Charlotte Henneberg.