Som en del af uddannelsen til landbrugsmaskinmekaniker kan man igennem Erhvervsakademiet i Aars søge om at komme på praktikophold i udlandet. Vores lærling Joakim Hummelshøj Madsen fik sammen med 7 andre muligheden. 2 og 2 blev de sendt afsted i 5 uger. Fordelt hos autoriserede forhandlere, men også på store gårde med eget værksted.
Idéen med projektet er, at danske lærlinge bl.a skal lære tanzanierne, hvor vigtigt og brugbar en god uddannelse er.
Med et tidligere privat besøg i bagagen vidste Joakim, at tanzanianere er utrolig venlige, åbne og gæstfrie, hvilket gjorde det nemt at føle sig velkommen.
Gården, som Joakim boede på havde 3.000 ansatte og 11.000 hektar sukkerrør, egen sukkerfabrik og værkstedet på gården, som han arbejde på, blev ledet af et team fra Mauritius.
Arbejdsdagen og opgaverne
En typisk arbejdsdag i Tanzania begyndte klokken 7 om morgenen og indeholdt en række forskellige opgaver. "Vi startede kl. 7 og arbejdede indtil 9.30, hvor vi havde 'tea-time'," forklarer Joakim. “Der blev serveret te med masser af sukker, noget, der mindede om æbleskiver og tørrede bananer.
Arbejdsdagen fortsatte indtil klokken 12, hvor der var frokostpause, og sluttede klokken 16, hvorefter der var vagtskifte for eftermiddag- og natholdene.
Joakim fik lov til at prøve kræfter med mange forskellige opgaver. "Jeg arbejdede med alt fra differentialer i en foraksel til gearkasser og småopgaver. Jeg var også ude i marken og arbejdede med en gravemaskine, der havde brændt en magnetventil af.” De fleste nedbrud skyldtes forkert brug af maskinen og slitage.
Arbejdsforholdene i Tanzania var anderledes end i Danmark. For eksempel var støv en stor udfordring, og det krævede kreative løsninger at opretholde god arbejdsstandard. Der var udfordringer undervejs, især med ledningsnettet.En af de mest lærerige oplevelser var at se, hvordan de lokale arbejdere formåede at få tingene til at fungere, selv under vanskelige forhold. Deres kreativitet og evne til at finde løsninger var imponerende og inspirerende.
Mødet med en anden kultur
Joakim lærte meget om tanzaniansk kultur og arbejdskultur under sit ophold. "Jeg lærte meget af deres kreative løsninger. De får det til at køre, selvom vejen derhen er engang imellem lidt vild," siger Joakim. Han bemærkede også de store kulturforskelle, især hvad angår sikkerhed og åbenhed. "Sikkerheden i landet er meget streng, alt er låst inde. Men de er meget mere åbne end danskere. En af de største oplevelser var, at ham der transporterede os rundt. Meget gæstfri og lattermild, og chaufføren udtrykte hurtigt, at vi var som en familie for ham.”
Oplevelser og læring
Joakim oplevede mange mindeværdige ting under sit ophold, herunder en safari, hvor han så løver, næsehorn, gazeller og mange andre dyr. "Aberne fulgte os hver dag hjem fra arbejde," fortæller Joakim med et smil. "Gården havde sin egen 4000 hektar safari-park."
Joakim savnede som sådan ikke noget fra Danmark, mens han var i landet. Dog savnede han at være fri af sikkerhedsforanstaltninger af værktøj. I Tanzania er alt låst inde og det krævede underskrift og vagter at få udleveret selv de mindste ting. Fra opholdet i Tanzania kan han da godt savne, at der blev gjort rent på værelset og de friske frugter.
Praktikopholdet i Tanzania har haft en stor indflydelse på Joakims faglige udvikling. "Jeg ser anderledes på opgaveløsninger nu," siger han. "Jeg er blevet mere kreativ i min tankegang uden at gå på kompromis med sikkerhed og arbejdsforhold. Jeg har også lært, hvad man ikke skal gøre."
Personligt føler Joakim, at opholdet var en god oplevelse. "Det har været en god tur, og jeg har lært meget af dem, og de har lært noget af mig," siger han. Sammenholdet med de andre lærlinge var også en vigtig del af oplevelsen.
Råd til andre lærlinge
Hans råd til andre lærlinge, der overvejer at tage på praktikophold i udlandet, er klare: Vær ikke bange for at tage af sted. Du vil blive passet godt på og får lov til at arbejde med spændende opgaver. Sproget er heller ikke en barriere – alt kan lade sig gøre, selvom det engelske måske ikke altid er perfekt. Tag springet og oplev, hvordan det er at arbejde i en helt anden kultur.