2026-01-14
Dansk Maskincenter overtager stafetten fra Jamas og styrker Develon-serviceorganisation

Dansk Maskincenter (DMC) overtog pr. 1. januar 2026 de resterende aktiver fra den tidligere Develon-forhandler Jamas.
 
Overtagelsen sker som led i en aftale mellem Jamas og Dansk Maskincenter, samtidig med at Jamas lukker sin forretning i Kalundborg. Alle eksisterende serviceaftaler overdrages til Dansk Maskincenter, så kunderne oplever en tryg og smidig overgang uden afbrydelser i driften.
 
Velkendte ansigter sikrer kontinuitet
Dansk Maskincenter har allerede gennem det seneste år haft fire af de nuværende medarbejdere tilknyttet organisationen, og i forbindelse med den samlede overtagelse fortsætter nu også den femte kollega i Dansk Maskincenter.
 
Mads, Mikael, Torben, Richard og nytilkomne Maja er velkendte navne for mange Develon-kunder og repræsenterer tilsammen salg, eftermarked, service og reservedele. Fire har base på Sjælland, mens Mikael – sammen med teamet i Jylland, Lars, Charlotte, Andreas, Tobias, Rasmus og Daniel – er tilknyttet det jyske, hvilket styrker den geografiske dækning.
 
– At vi allerede har arbejdet tæt sammen og leveret service i hele Danmark det seneste år, betyder, at overgangen bliver både tryg og gnidningsfri for kunderne. Relationer, viden og erfaring er allerede på plads, siger Holger Skjoldemose, Dansk Maskincenter.
 
Lokal tilstedeværelse – landsdækkende service
Dansk Maskincenter har afdelinger i det midt- og sønderjyske og samarbejder med underforhandler Nordjyllands Entreprenørservice i Vendsyssel. Samlet sikrer det kunderne høj lokal tilgængelighed kombineret med en samlet, landsdækkende serviceorganisation.
 
Oprustning af det orange serviceberedskab
I forbindelse med overtagelsen investerer Dansk Maskincenter målrettet i serviceorganisationen. Det velkendte “orange hold” udvides med flere servicebiler og styrket reservedelslogistik.
 
– Develon-kunder arbejder i et professionelt miljø, hvor oppetid er afgørende. Derfor gearer vi organisationen op, så vi kan yde hurtig, ensartet og kompetent service i hele Danmark, udtaler Holger Skjoldemose.
 
Dansk Maskincenter ser frem til at fortsætte samarbejdet med de eksisterende Develon-kunder og til at byde nye kunder velkommen – med fokus på driftssikkerhed, kvalitet og et langsigtet partnerskab.
 
(På billedet ses: Jens Lundgaard, Jamas, som sender stafetten videre til Holger Skjoldemose og Dansk Maskincenter).