Værkfører René Holm Kristiansen kan fejre 25 år i Dansk Maskincenter. En rejse, der begyndte som lærling hos det daværende Jelling Maskinforretning – og som i dag fortsætter i en central rolle som værkfører.
Vejen ind i branchen var ikke snorlige. Efter et grundforløb som personvognsmekaniker stod det hurtigt klart, at biler ikke var det rette valg. Et tilfældigt opslag på Vejle Tekniske Skole ændrede dog kursen. En lærlingeplads hos Jelling Maskinforretning blev starten på en helt ny verden – præget af ansvar, selvstændighed og tillid.
– ”At få ansvar tidligt og opleve, at nogen troede på mig, gjorde en enorm forskel. Man vokser med opgaverne – især når man ved, at kollegerne står klar, hvis man får brug for hjælp,” fortæller han.
Læretiden bød fra første dag på store maskiner og stort ansvar. Første opgave var klargøring af en spritny Massey Ferguson 36 mejetærsker. Sammen med den erfarne mejetærskermontør Karsten – i dag pensioneret – fulgte han service og reparationer ude hos kunderne.
– “Det var utroligt lærerigt. Jeg voksede hurtigt med opgaverne, og ret tidligt fik jeg også lov til selv at køre ud til kunderne. Jeg kunne lide ansvaret og kundekontakten,” siger han.
Der var også opgaver, der satte både tålmodighed og grundighed på prøve. Blandt andet klargøring af mejetærskere til eksport til Norge, hvor maskinerne skulle være fuldstændig rene.
– “Der måtte ikke være så meget som én enkelt kornkerne tilbage. Hvis man kender mejetærskere, ved man godt, at det ikke er helt let,” siger han med et smil.
Traktoropgaverne kom til i samarbejde med kolleger som Henrik og Bjarne, der – sammen med Karsten – satte et tydeligt aftryk på læretiden. Da han blev udlært, var glæden stor, men også erkendelsen af, at læringen kun lige var begyndt.
Som en uventet anerkendelse blev han indstillet til Maskinhandlerforeningens jubilæumslegat og modtog en check på 5.000 kroner.
– “Pengene brugte jeg på en TIG-svejser, som jeg stadig har den dag i dag,” fortæller han.
Med årene voksede både virksomheden og ansvaret. Indførelsen af Fendt-forhandlingen blev et vigtigt vendepunkt, og da en kollega sagde op, blev han selv trukket ind til Holger.
– “Jeg var ikke overbevist om, at det var noget for mig. Men igen – jeg voksede med opgaven og tog mere ansvar, end jeg nogensinde havde gjort før. Det var faktisk en fed fornemmelse,” siger han.
Senere opstod behovet for en ny værkfører.
– “Det var det sidste, jeg havde forestillet mig. Papirarbejde var ikke lige min drøm,” griner han. “Men jeg har fået god hjælp af kollegerne – og i dag kunne jeg ikke forestille mig et andet job her.”
Gennem 25 år har branchen udviklet sig i takt med nye behov og muligheder. Parallelt med landbruget har Dansk Maskincenter udvidet forretningen og styrket sit fundament – blandt andet med satsningen på Develon entreprenørmaskiner.
– “Udvikling har der altid været her, og det er spændende at være en del af en virksomhed, der hele tiden ser fremad,” siger han.
Midt i alle forandringerne er én ting konstant: fællesskabet.
– “Kollegerne betyder alt. Uanset om man er på gulvet eller har en anden rolle, er der ingen fine fornemmelser her. Vi hjælper hinanden på tværs – og sammen kan vi det meste.”
For kunderne handler det i dag om tillid, helhed og overholdte aftaler. Om at gøre det nemt at sige ja – også når hverdagen er travl.
At fejre 25-års jubilæum netop her vækker både stolthed og taknemmelighed.
– “Jeg er stolt over den tillid, jeg har fået gennem årene. Det er i samarbejdet med kollegerne, at tingene lykkes – og det er dét, der motiverer mig hver dag,” siger han.
Med blikket rettet mod fremtiden er ambitionen klar: at bidrage med energi, handlekraft og en løsningsorienteret tilgang.
– “Vi er i løsningsbranchen. Man kommer langt med ja-hatten på – og problemerne får vi altid løst. På den ene eller anden måde,” afslutter han.
Dansk Maskincenter markerer dagen med reception - fredag den 20. februar kl. 13.00-17.00.